Så er vi i gang med fejringen af Dansk Teater 300 År. Lad os vise publikum, hinanden og landets politiske beslutningstagere, hvad scenekunsten kan.
Vi vil fejre scenekunsten i hele landet. Vi vil cementere kunstarten som en vægtig medspiller i det moderne samfund – kulturelt som samfundsudviklende.
Vi vil fejre en branche, der med dybe rødder i den danske kulturarv, fortsat sætter agendaer på den politiske dagsorden. En branche, der tør underholde med kant, favner mangfoldighed og møder publikum, hvor de er. I landets teatersale, på plejehjem, bytorve, børnehaver, biblioteker og bag nedlagte fabriksbygninger.
Scenekunsten møder publikum live, i direkte kontakt og levende dialog. Denne helt unikke kunstart vil vi fejre sammen, når vi sætter spot på scenekunstens afgørende betydning for dansk sprog, samfund og identitet, før, nu og i fremtiden.