Verden er vild, vidunderlig og fuld af fantastiske tilbud. Scenekunsten er en af mange muligheder, og løber om kap med musikken, billedkunsten, performancekunsten og alle de andre kunstarter. Også filmmediet, de digitale medier og virtual reality deltager i marathonnet om at blive publikums og kreative skaberes foretrukne format, og de får kamp til stregen af alle øvrige oplevelsesprodukter. Selvom scenekunsten placerer sig godt i løbet med et imponerende billetsalg, kan den altså ikke hvile på laurbærrene. Hvis scenekunsten fortsat skal være relevant, skal den fortsat nytænke formater og udforske samarbejder på tværs af kunstarter og medier.

Derfor er det centralt for 300års-fejringen at tage temperaturen på scenekunsten nu og i fremtiden. Hvor skal vi hen? Hvad skal fremtidens musikteater? Hvordan skal vi forholde os til køn og køn i klassikere? Hvordan arbejder vi med diversitet og digitale formater? Dét og meget andet sætter vi skarpt på med otte tænketanke om fremtidens scenekunst. I mødet mellem danske og internationale kunstnere og forskere forsøger vi at kortlægge scenekunstens udfordringer efter en pandemi og samtidig udarbejde strategier for, hvordan scenekunsten kan udvikle sig de kommende årtier. Med tænketankene skabes der grobund for frugtbare formater i fremtidens danske scenekunst.

Foto Kreditering: I Walk I Bleed 3. Foto: Martin Høyer