Den 9. juni 2023 løb foreningens sidste arrangement af stablen. Et arrangement, der var værd at vente på! Theater Dortmunds skuespilchef, Julia Wissert, besøgte København. Hun havde meget på hjerte.

På en varm og solrig fredag eftermiddag samles dagens deltagere i Blaagaard Teaters gård. Den næste time står på artist talk med den anerkendte instruktør og skuespilchef for Theater Dortmund. Arrangementet har været længe undervejs. Oprindeligt skulle Wissert have besøgt København i efteråret i forbindelse med tænketanken Holberg Goes Black, der var arrangeret i samarbejde med Blaagaard Teater og Black to Normal. Desværre kom logistikken i vejen, men vores stærke samarbejdspartnere gav ikke op. Vi er stolte af at kunne præsentere en stærk og progressiv profil som fejringens sidste begivenhed – endda under årets CPH Stage. Her kan du få et lille indblik i talkens tematikker.

Velkomst og introduktion

Efter at vi alle har fundet os til rette i salen, byder Dansk Teater 300 Års Janicke Branth velkommen til talk. Det sker i Fix og Foxys scenografi, der ligner en typisk IKEA-lejlighed. Det skaber en hjemlig og uformel atmosfære, som Julia Wissert også sætter tonen for helt fra starten af. Da hun siger “hej,” og salen begejstret gengælder hilsenen, griner hun og siger, at hun er vild med danskere og vores måde at møde folk på.

Efter Janickes velkomst præsenterer Marie-Lydie Nokouda fra Black to Normal Wissert.

Wissert er skuespilchef på Theater Dortmund. Hun er uddannet fra University of Sorrey i London og Mozarteum i Salzburg. I 2014 modtog hun KurtHübner-instruktørprisen for “Der Junge in der Tür” på Staats Theater Wiesbaden. Som freelancer har hun arbejdet på flere teatre i Berlin, herunder Gorki Teatret.
Wissert har skrevet flere tekster over temaet strukturel racisme i teatret. Særligt arbejdet med strukturel racisme i teatret, repræsentation, diversitet og inklusion er i fokus – ikke kun ift. teaterproduktionerne, men i hele institutionen.

Wissert har ordet

Marie-lydie har forberedt en række spørgsmål til Wissert. Det første handler om hendes vej til stillingen som skuespilchef. Hun fortæller, at hun søgte stillingen for at lære, hvordan ansøgningsprocessen er, og så endte med at blive ansat. I samme ombæring fortæller hun om sin vision for teatret; nemlig at skabe ægte diversitet og inklusion. Ikke kun på scenen, men i alle lag af teaterproduktionen og selve institutionen. Det har skabt modstand hos nogle og hyldest fra andre. Det er en krævende proces at være sig strukturel racisme og privilegier bevidst, også for de ansatte, og Wissert erkender, at det ikke er for alle. Hun har også erfaret, at institutionen er større end skuespilchefens vision og kritiserer teaterinstitutionen for at fastholde et hvidt strukturelt hegemoni, som ikke repræsenterer Tysklands reelle befolkningssammensætning.

Ting tager tid…

Wissert peger på, at det tager tid at opbygge tillid til institutionen for en gruppe, som ikke ellers har kunnet se sig selv i den. På samme måde er det heller ikke alle, der har haft adgang til institutionen. Derfor stiller hun sig kritisk over for, hvem der overhovedet har kunnet være kunstner i Theater Dortmund. Hun peger på det normale og den andetgjorte, og nødvendigheden af at hele Tysklands befolkning kan møde sig selv i teatret, så teatret repræsenterer den virkelighed, vi lever i i dag. Wissert ser allerede gode takter – f.eks. at der ikke bliver spurgt ind til en familiekonstellation på scenen, hvor flere etniciteter indgår. Samtidig kan hun se en tendens til at alt kan læses politisk af anmeldere, hvilket er mindre godt.

Strukturelle ændringer

Julia Wissert mener, at der er udfordringer ved en statsstøttet institution, fordi den forbliver i en fast form. Alligevel er meget sket i de tre år, hun har været skuespilchef.

Teatret har nu flere kvinder en mænd ansat. Lønstrukturen er ændret, så en ensembleskuespillers løn f.eks. ikke afhænger af, hvilke teatre vedkommende har spillet på. Derudover arbejder teatret med en lige fordeling af mandlige og kvindelige dramatikere i hver sæson. De ansætter dramaturger med forskellige baggrunde. De har ansat en kollega med Downs syndrom, som opsætter sin egen forestilling og giver feedback på de øvrige forestillinger. De har søsat konceptet “Dortmund goes Black,” som giver penge til produktioner af progressiv scenekunst inden for teatrets vision. Her handler det ikke om kunstnerens navn eller status, men om den gode ide. Flere kunstnere er efterfølgende blevet etableret i branchen og ansat som ensemble på andre tyske teatre.

Wissert understreger nødvendigheden af åben og ærlig kommunikation for at kunne ændre strukturer i en veletableret institution. Hun er også ærlig omkring de kampe og udfordringer, der følger med at ville rykke op i en gammel institutions rødder. Det er benhårdt og udmattende, men det er vigtigt, siger hun.

Fremtidens teater

Wissert deler åbent og generøst ud af sine betragtninger og erfaringer, og talken ender med at gå en halv time over tid. Undervejs har publikum både hujet og klappet af Wisserts skarpe udsagn leveret med kløgt og humor. Der var både kritik af teaterinstitutionen og samtiden. Arrangementet blev rundet af med spørgsmål fra deltagerne, som også delte egne tanker om tidens udfordringer ift. repræsentation, diversitet og inklusion i teatret.

Julia Wissert formåede med masser af humor, refleksion, drivkraft og intention at sætte spot på sit arbejde med scenekunst og ikke mindst på sin transformation af teaterinstitutionen, eller tør man sige… fremtidens teater?

Se flere nyheder her.

Billeder: Mia Lomholt Tvede