Den stærke danske teatertradition
Danmark er et af de lande i verden, hvor der sælges flest teaterbilletter i forhold til befolkningstal. Hele 2,9 millioner billetter i 2019.
Vi har et stærkt forankret netværk af producerende teatre i hele landet og traditioner for turnerende forestillinger, der året rundt kan opleves i skoler, teaterforeninger, børneinstitutioner, på biblioteker, i parker mv.
Dansk børneteater er verdensberømt og står for omkring 500 opførelser om året uden for landets grænser.
Den danske scenekunstskole uddanner scenekunstnere på højt niveau, hvoraf overraskende mange gør sig gældende på internationalt niveau og dermed er en væsentlig del af dansk film og tv-dramas enorme succes.
Danmark har et blomstrende amatørteatermiljø, der hvert år står bag forskellige former for egnsspil, musicals og forestillinger.
Danmark har sin helt egen genre, revyen som hver sommer tiltrækker et stort publikum, og med skarp og kærlig hånd giver landets sociale og politiske forhold et humoristisk eftersyn i manegen.
Olaf Johannessen som Jeppe i Holbergs Jeppe på Bjerget, Grønnegårds Teatret 2016. Scenograf – Steffen Aarfing. Foto Bjarne Stæhr
Begyndte det hele for 300 år siden?
Havde der slet ikke været teater i Danmark før 1722?
Joh, indtil reformationen fik elever på enkelte latinskoler lov til at opføre danske oversættelser af latinske komedier på torvet foran skolerne. Men ellers var teater kun for hoffet og adlen. Skiftende konger engagerede skiftende udenlandske teatertrupper til at underholde sig med ballet, forestillinger på fransk eller opera på italiensk og tysk. Genrerne var ikke så adskilte den gang, men alt foregik ved hoffet og for hoffet. En sjælden gang i mellem fik den mest velstillede del af borgerskabet adgang til forestillingerne. Alle andre, derimod, måtte nøjes med turnerende markedsgøglere og akrobater som slog deres medbragte vogne op på byens torve.
Det første offentlige teater (1700-tallet)
Men så skete der noget: I 1721 fyrede Frederik IV sin franske hoftrup for at erstatte den med et tysk operaselskab. Hoftruppens leder, René de Montaigu, havde boet i København i ca. 36 år. Han var gift med en fransk-dansk skuespillerinde, og det var blevet for sent for dem at starte en ny karriere i Frankrig. En anden franskmand, Etienne Capion, havde netop samme år bygget et teater i den nuværende Ny Adelgade, men manglede en trup, så det var ret oplagt for de to franskmænd at indgå et kompagniskab. En tid spillede den franske trup to gange om ugen på hans teater, men så sivede hans trup lige så stille tilbage til Paris, og det gav ham ideen til at henvende sig til kongen og anmode om lov til at tjene Hans Majestæt ved at opføre skuespil på dansk.
Anmodningen blev straks imødekommet, og Montaigu begyndte at samle en trup af danske skuespillere og teologistuderende.
Det blev starten på Teatret i Lille Grønnegade, hvor han sammen med Ludvig Holberg skabte det første dansksprogede, offentligt tilgængelige teater – den 23. september 1722.
Ingen ved rigtigt, hvordan kontakten til Holberg blev etableret, men han var allerede blevet kendt som forfatteren til det store episke satiredigt Peder Paars, der udkom i 1719 – 20. Teatret i Lille Grønnegade åbnede med en dansk oversættelse af Molières Gnieren, og kun to dage efter premieren, den 25. september, fik Holberg sin dramatikerdebut med sin første komedie Den politiske Kandestøber. Derefter skrev han 27 komedier på fem år, som stort set alle den dag i dag er grundstammen i den danske dramatik. Erasmus Montanus, Jean de France, Jeppe, den Stundesløse, den Vægelsindede, Henrik og Pernille m.fl. er danske karakterer, vi stadigvæk kan spejle os i.
”Og naar heele Comædien skal være Dansk, saa maa ikke alleene Scena og Navnene, men og Charactererne være Danske; og derfor er adskillige fremmede Comoedier aldeeles ikke beqvemme for vor Skueplads.”
Teatret lå ikke langt fra universitetet, hvor Holberg samtidig som professor var en del af universitetets ledelse. Det stillede ham i en vanskelig dobbeltposition, hvor han måtte acceptere, at studerende som medvirkede i hans egne stykker, blev helt eller midlertidigt bortvist fra teologistudiet.
Men med digteren Hans Scherfigs ord, så har Holbergs betydning for dansk kultur og teater været uovertruffen:
”Han gav vort land en litteratur. Han skabte teatret i Danmark. Han var med sine epistler den første danske journalist og essayist. Han grundlagde den nationale kultur i et land, som var regeret af fremmede. Han brugte folkets sprog, som var foragtet og forsømt af alle dannede.”
Holberg var europæer. Lad os ikke glemme, at han er født i Bergen i 1684, at hans far på et tidspunkt var indskrevet ved universitetet i Siena, at han selv efter endt studie og færdig teolog, 22 år gammel, rejste til Oxford og London og her på universitetsbibliotekerne blev klar over, at hans fremtid lå i litteraturen. At han på sine rejser – undertiden til fods – ned gennem Europa, både stødte på oplysningsfilosoffer i Paris og i Rom lærte den italienske commedia dell’arte at kende. Han sugede til sig af europæisk kultur og filosofi og bragte nye tanker med tilbage til København, hvor han endelig fik en stilling ved universitetet. Desværre holdt dette første og privat finansierede teater i Lille Grønnegade kun til 1728, hvor det gik fallit.
Ganske vist undgik teatret flammerne ved Københavns store brand samme år, men da pietistiske kredse anså branden for et tegn på Guds straf over et ’utugtigt’ levned, blev bygningen revet ned 1738, hvor al teatervirksomhed i øvrigt var blevet forbudt. Efter tronskiftet i 1746 blev den danske arkitekt Nicolai Eigtved udset til at tegne Komediehuset på Kongens Nytorv, der stod færdigt i 1748. Efter de første 22 år kom teatret under økonomisk pres og derfor under kongelig ledelse som Den kongelige danske Skueplads. Fra 1772 påtog kongen sig at finansiere teatret. Efter enevældens fald i 1849 blev teatret lagt ind under staten, men forblev Det Kongelige Teater som vi kender det i dag.
Fra komediehus til nationalteater (1800-tallet)
I slutningen af 1700-tallet bredte den store teatergalskab sig. Det Kongelige Teater blev efter flåden, hæren, hoffet og statsadministrationen den største statslige arbejdsplads. Samtidig udgjorde det en betragtelig udgiftspost på statsbudgettet. Interessen for teater var overvældende og spredte sig via dramatiske selskaber og litterære klubber overalt i landet. Scenekunst blev i 1800-tallet det helt centrale omdrejningspunkt i kulturlivet. Man begyndte at spille teater alle steder rundt om i landet: på hølofter, på apotekerlofter, i lader, i rådhuse og i borgerskabets store stuer m.fl. Det franske repertoire blev efterhånden trængt i baggrunden, mens tyske dramatikere og de første oversættelser af Shakespeare inspirerede et nyt og meget frugtbart miljø af danske dramatikere.
Nordisk mytologi og fortællinger i historiske kostumer og landskaber blev teatrets nye inspirationskilde. Mens helstaten Danmark i starten af 1800-tallet gik bankerot, blev reduceret til en tredjedel af sin størrelse, blev enevælde afløst af parlamentarisme, blomstrede kultur og scenekunst som aldrig før. De fleste forfattere med respekt for sig selv skrev til teatret, lige fra Oehlenschläger, Heiberg, Hostrup, Hertz – ja, selv Søren Kierkegaard og H.C. Andersen – og til den nye realisme gjorde sig gældende med Ibsen, Bjørnson og Strindberg.
Omdrejningspunktet var teatret på Kgs. Nytorv og skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, som inspirerede de fleste. Hun var flankeret af en række fremragende skuespillere, som tidens dramatikere skrev deres skuespil direkte til. Skuespillerens metier blev diskuteret, og det første forsøg på at skabe en skole for skuespillere blev etableret i 1804 med Den kongelige dramatiske skole på Hofteatret, som dog blev lukket ned i 1816. Først i 1886 oprettedes en egentlig 3-årig uddannelse på Det Kongelige Teater.
Respekten for skuespillerfaget voksede betragteligt i løbet af dette århundrede.
Det var også i de år at en ung danser uddannet i Paris, August Bournonville, blev leder af balletten og bragte den frem til det internationale ry, den stadig har. Bournonville blev for dansen i 1800-tallet, hvad Holberg havde været for skuespillet i 1700-tallet. Han skabte grundstammen i det danske balletrepertoire. Det Kongelige Teater blev fra 1849 den nye parlamentariske stats nationalteater og i scenekunsten – både skuespil og ballet – fokuserede man på lokale, nordiske temaer. Et voksende patriotisk borgerskab med en national selvbevidsthed, der stod i skarp kontrast til de udenrigspolitiske angreb på den danske helstat, søgte mod teatret for at opleve sin virkelighed skildret her. H. C. Andersen kaldte det ”en mægtig Talerstol, hvorfra der forkyndes for Hundrede, hvad der neppe læses af Ti”. Teatret var med digterens ord ”det Offentlige”.
’Omkring det følgende århundredeskifte blev de mere interimistiske spillesteder rundtom i landet erstattet af regulære teaterbygninger. I København blev Eigtveds ”Komediehus” revet ned, og det nuværende Kongelige Teater, tegnet af Vilhelm Dahlerup blev indviet 1874. Synet af nedrivningen af det gamle teater fik Johanne Luise Heiberg til at flygte til udlandet. I de store provinsbyer, som Rønne, Aalborg, Aarhus, Odense, Esbjerg, Viborg, Skive, Nakskov, Hobro, Randers osv. blev der bygget teatre, nogle af dem for at huse ensembler, der skabte lokale forestillinger, andre for at skabe passende rammer til turnerende teatre og deres lokale publikum. Selv Tivoli fik sit eget teater i 1874, Pantomimeteatret, som såmænd også blev tegnet af arkitekt Dahlerup.
Europa tilbage på dagsordenen (1900-tallet)
I 1871 åbnede Georg Brandes vinduerne ud mod Europa, hentede den europæiske realisme ind bag de tilhaspede stuer og tiltrak skandinaviske dramatikere (og forfattere) til teatret, som kunne kaste lys over dobbeltmoral og hykleri i borgerskabets patriarkalske borgerlige familiestruktur. Man holdt sig dog så længe som muligt ’indenfor murene’ og dyrkede et eget nordic noir univers af naturalistiske dagligstuer og psykologiske fortrængninger, lige indtil første verdenskrig kuldkastede illusionsteatret og bankede på med en europæisk modernisme, som langsomt sivede ind på de danske scener. Efterhånden mistede Det Kongelige Teater sit monopol på toneangivende scenekunst; andre teatre og andre genrer blomstrede på større og mindre teatre både i og udenfor København. Besættelsesårene (1940-45) genskabte nok en vis besindelse på det nationale og samling omkring den nye danske dramatik, ikke mindst på Det Kongelige Teater.
I løbet af 1950’erne brød de politiske og modernistiske strømninger fra Europa dog definitivt igennem og forandrede landskabet til den langt mere mangfoldige, fragmenterede og genrenedbrydende scenekunst, som også præger dansk teater i dag. En helt afgørende faktor for den udvikling blev Holstebro, som i 1964 bød velkommen til den italienske nordmand Eugenio Barba, der ikke alene grundlagde Odin Teatret her, men også inviterede nogle af Europas betydeligste scenekunstnere og instruktører til Holstebro for at åbne dansk scenekunst for de vigtigste nye strømninger. Fra Revyen i Hjørring til Operaen på Holmen og S/H i Kødbyen forventer vi i dag at møde en scenekunst som ikke lukker sig beskyttende om vores komfortzone, men udfordrer vores forventninger til form, indhold, udtryk, sprog, scenerum og performance – men på en måde, så vi stadig kan spejle os i den.
Fra 80’ernes Foolsfestivaler til CPHStage og Iltfestivalen i Aarhus har vi gennem de sidste fyrre år modtaget en strøm af internationale gæstespil, der har været med til at forny dansk scenekunst, men undervejs har vi altid bevaret evnen til at vise publikum – så mangfoldigt det end er – et spejlbillede af sig selv. I de samme fyrre år, har dansk teater rundt om i landet udviklet et unikt børneteater, som med de to årlige festivaler, den store i april og den kuraterede i september (Horsens), som med al tydelighed demonstrerer, hvorfor det gør sig så stærkt gældende i international sammenhæng. Gruppe 38’s biennale i Aarhus, Danish+, gæstes hvert andet år af scenekunstnere fra fem kontinenter.
Med fortidens scenekunst ser vi på de perspektiver, der skal række langt ind i fremtiden.
Det startede med et enkelt teater i en lille sidegade til Kgs. Nytorv i 1722, og 300 år senere i 2022 har Danmark omkring 80 teaterbygninger og -huse samt i omegnen af 100 producerende grupper og teaterselskaber, plus et rigt amatørteaterliv med ca. 50.000 medlemmer. Jo, det er ganske vist, Danmark blev et land med en aktiv, fremsynet, eksperimenterende, internationalt orienteret og blomstrende scenekunst i alle genre og for alle aldre.
Det er værd at fejre:
“Ikke bare for nostalgisk at kigge bagud, men i nok så høj grad for at se på fremtiden: hvordan kan vi bevare og udbygge, stimulere gamle og nye publikumsgrupper, udvikle kendte og endnu ukendte genrer, lade os inspirere af udlandet og både herhjemme og internationalt gøre os gældende med vores unikke danske scenekunst og dens fortolkning af internationale strømninger!”
Janicke Branth
