Tårnhøje ambitioner i Vestsjælland, hvor Ludvig Holbergs De Usynlige spiller i midsommeren 2022 på Holberg Museet Tersløsegaard som optakt til fejringen af Dansk Teater gennem 300 år. Her er initiativets første pressemeddelelse, find spilledatoer i vores kalender
Sorø kommune går forrest. Holberg Teatret og Sjællands Teater går sammen. Dansk teaters 300-årsfødselsdag i efteråret 2022 skal fejres med alt, hvad der kan bimle og bamle.
Efter 12 år med komedier i Akademihaven ved Sorø Sø flytter den teltoverdækkede fjællebodsscene til Holberg Museet Tersløsegaards have. Holbergs sommerbolig de sidste ni år af hans liv.
Første gang, der blev spillet komedie med dansktalende, professionelle skuespillere, var 23. september 1722 på Lille Grønnegade Teatret i København. Molières Den gerrige stod på programmet. To dage senere fik Ludvig Holbergs Den politiske kandestøber urpremiere samme sted.
I Commedia dell’Artens evigunge stil fyrer komedianterne De Usynlige af, så den eksploderer i mødet med publikum. Musik og charme forvandler gøgl og spil til den danske krop og sjæl i Holbergs kerneland.
På efterårsturné i Danmark og Norge inkl. Sorøs venskabsby Eidsvoll og Holbergs fødeby, Bergen.
Premiere lørdag 18. juni 2022 kl. 19.30. Derefter forestilling til 3. juli, tirsdag-fredag kl. 19.30, lørdag-søndag kl. 15.00. Det er muligt at købe eller medbringe mad og drikke før forestillingen.
Med løftet hat, Holbergs den trekantede
Niels Vandrefalk. Teaterleder Holberg Teatret. Brian Kristensen. Teaterleder Sjællands Teater.
Læs mere hos Holbergscenen 300 År og hos Holbergteatret